I Hedensted Kommune er der rig mulighed for at gå på opdagelse i smuk natur, holde aktiv ferie med dem, du holder af samt få kulturoplevelser for hele familien.
 
I løbet af året afholdes der en række kulturevents, hvor lokale kunstnere og kulturaktører er i centrum krydret med nye tendenser fra resten af den kulturelle verden. Det lokale kunstnernetværk afholder en fællesudstilling, hvor man kan se en bred vifte af kunstarter, som pirrer fantasien og nysgerrigheden samt giver inspiration til selv at give sig i kast med kreativ udfoldelse. Et kunsthåndværkermarked i Juelsmindes hyggelige bymidte med pottemagerens smukke have som omdrejningspunkt byder på kunsthåndværk fra nogle af landets dygtigste hænder.

Når sommeren er på sit højeste, inviterer Palsgaard Sommerspil sit publikum til en af Danmarks smukkeste friluftsscener i Palsgaard Slotspark, som er en af landets største herregårdsparker. I løbet af året byder kulturelle foreninger, kirker og andre på forskellige indendørs og udendørs koncerter.

Endelig åbner Kulturfabrikken for anden gang dørene i september og inviterer indenfor, når de kulturelle aktører og deltagerne producerer, udstiller, hygger og skaber sammen med alle de andre i et stort fællesskab, hvor alder, køn og etnicitet ikke spiller en rolle.

Er du til kultur og historie, finder du flere spændende muligheder på områdets museer. Her kan du eksempelvis leve dig ind i fortiden på Glud og Hjortsvang Museum eller opleve landbrugsmaskiner, som dine forældre, bedsteforældre eller måske du selv har benyttet i tidens løb, på Ferguson Museet. På Uldum Mølle kan du se, hvordan en rigtig mølle fungerer og købe økologisk mel, som er produceret på møllen.
 
Hvis du er til sejlads og dejlige badestrande er Juelsminde et oplagt mål. Lystbådehavnen og strandene omkring byen skaber rammen om skønne oplevelser. Er du og din familie mere til kano- og kajaksejlads, er der rige muligheder på den smukke Gudenåen, som slynger sig gennem den vestlige del af Hedensted Kommune.
 
En enestående smuk natur kan blandt andet opleves i Uldum Kær, som i dag er et Natura 2000. Her har tørvegravning under 1. og 2. verdenskrig skabt rige muligheder for plante-, fiske- og fugleliv og sidstnævnte kan blandt andet opleves fra de mange fugletårne i området. Området kan også opleves fra vandsiden, idet Gudenåen løber igennem og få kilometer herfra starter kanosejladsen på Gudenåen.

Det brede kulturliv i Hedensted Kommune skabes alt i alt i et levende fællesskab af kulturelle foreninger, private aktører og Hedensted Kommune. Her tager vi udgangspunkt i, hvad borgerne selv vil være med til at udvikle, og det gør Hedensted til noget helt særligt. 
 

Kontakt Hedensted Kommunes kulturafdeling:

Teresa Egballe
Leder
E: Teresa.egballe@hedensted.dk 
M: 2344 3696