Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

05.02.2018

Samarbejdet mellem kommuner og kulturaktører i Region Midtjylland fremhæves som én af de helt store styrker ved Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Derfor har Region Midtjylland og de 19 kommuner besluttet at fortsætte samarbejdet i det foreløbigt toårige projekt Europæisk Kulturregion.

”En særlig ting ved Aarhus 2017 er, at EU-kommissionen og panelet bag de europæiske kulturhovedstadsår har bemærket det regionale samarbejde som noget af det stærkeste ved Aarhus 2017. Så at det samarbejde fortsætter er virkelig vigtigt. Og jeg mærker ægte engagement både politisk og administrativt,” fortæller administrerende direktør for Aarhus 2017, Rebecca Matthews.

I Ringkøbing-Skjern Kommune har man også været begejstret for resultaterne i kulturhovedstadsåret, og her håbes der på, at samarbejdet kan biddrage med flere ambitiøse kulturprojekter i fremtiden.

”Jeg har store forventninger til, at samarbejdet også udover den to-årige periode kan blive en fast ramme og lige præcis løfte nogle af de arrangementer, som hver enkelt kommune ikke kan alene. Det kan for eksempel være det internationale og de store events, som er mere end en almindelig byfest. Jeg tænker, det er det, vi skal arbejde med,” siger kulturchef i Ringkøbing-Skjern Kommune, Per Høgh Sørensen.

Blandt regionens kulturaktører er forventningerne til det fortsatte samarbejde ligeledes store.

”Det, at man sammen er stærkere og kan noget mere, end man kan hver for sig, håber jeg, er noget af det, der vil komme ud af det nye samarbejde mellem kommunerne og regionen,” siger Anne-Mette Villumsen, museumsleder på Skovgaardmuseet i Viborg.

”Det er virkelig nu, man skal sætte ind og sige, at nu giver vi den altså hele armen. Man mener nok, at man har gjort det allerede, men nu skal man altså give den HELE armen og få løftet alle de gode samarbejder, der er skabt i løbet af 2017,” mener administrator på Odin Teatret i Holstebro, Per Kap Bech Jensen.