Foto: Aarhus Festuge

Set udefra lever parret Johan og Marianne lykkeligt sammen med deres to børn. De er begge akademikere, de bor i et skønt hus, har begge et godt arbejde, men under overfladen ulmer frustrationer i higen efter kærlighed. Ingmar Bergmans portræt af et ægteskab i forfald var dengang en knivskarp fremstilling af magtforholdet mellem kønnene. Men meget har ændret sig på 40 år, og i Det Kongelige Teaters udgave med Stine Stengade og Morten Kirkskov, som kan opleves i Musikhuset Aarhus under Festugen, er rollerne byttet om.

’Scener fra et Ægteskab’ havde urpremiere som mini-TV-serie i 1973 og lagde bogstaveligt talt gaderne øde. Tusinder af par styrtede til familierådgivning, og Bergman fik hemmeligt nummer for at undgå opkald fra personer, der ville diskutere deres ægteskab med ham. Bergman sagde selv om manuskriptet: "Det tog to en halv måned at skrive disse scener. Det tog et voksenliv at erfare dem."

Både i Sverige og Danmark steg skilsmisseprocenten bemærkelsesværdigt, efter serien var vist. Dramaet havde faktisk så stor international succes, at selv TV-serien ’Dallas’ oprindeligt er bygget over Scener fra et ægteskab, og også Woody Allens ’Husbands and Wives’ har åbenlyse ligheder med Bergmans værk.

Læs mere her: aarhusfestuge.dk

Dato: 4.-5. sept. kl. 19.30-21.40
Sted: Musikhuset Aarhus, Store Sal
Arrangør: Aarhus Festuge i samarbejde med Det Kongelige Teater med støtte fra Augustinus Fonden
Kommune: Aarhus
Pris: 250 kr. ekskl. gebyr (150 kr. ekskl. gebyr med studierabat) via billetlugen.dk