Favrskov Kommune
Favrskov Kommune omfatter hovedbyerne Hadsten, Ulstrup, Hammel og Hinnerup, mindre centerbyer og mange landsbyer. Kommunen ligger midt i et af de smukkeste naturområder i Jylland, men stadig kun en halv times kørsel fra større byer som Aarhus, Silkeborg, Randers og Viborg. I den nordlige og vestlige del løber Gudenåen, og dens største tilløb, Lilleåen, har både udløb og udspring i kommunen.
I områdets smukke natur er der rig mulighed for at være aktiv, eksempelvis på mountainbike i de fantastiske skove, overnatning i shelters, vandreture langs trækstien ved Gudenåen, fisketure eller cykelture gennem landskabet lang cykelruten Kulturringen. Her kan man blandt andet besejre en af landets kendte cykelbakker, Pøt Mølle bakken, med en gennemsnitlig stigning på 9,7 %.
Gå også en tur op på Busbjerg, der er et af kommunens højeste punkter, og herfra er der er en smuk udsigt over Gudenådalen. Hver sommer danner Busbjerg naturlige kulisser for årets Busbjergspil, hvor lokale siden 1946 har arrangeret musicals, teaterstykker og festspil til stor fornøjelse for tilskuerne.
Favrskov Kommune prioriterer kultur, fritid og idrætsområdet som kilde til daglig oplevelse, udfordring og glæde. Kulturen og foreningslivet i Favrskov Kommune bygger på et positivt samspil mellem frivillige, ildsjæle og de ansatte i kommunens kulturinstitutioner. Kommunens biblioteker og kulturhuse er omdrejningspunktet for mange forskellige aktiviteter og tilbud, hvor folk mødes til blandt andet udstillinger, foredrag og koncerter.
Desuden er der to biografer i kommunen: Hadsten Bio og Fotorama i Hammel, og i Hadsten er Modelbane Europa et besøg værd. Hvert år er der to store markeder i kommunen: Hammel Hestemarked og Lilleåmarkedet i Hadsten. Begge markeder samler folk fra nær og fjern og byder på mange forskellige aktiviteter.
I Favrskov findes der også en række smukke slotte og herregårde; heriblandt Clausholm Slot, Ulstrup Slot og Frijsenborg Slot.
Kontakt Favrskov Kommunes kulturafdeling:
Ulla Egeberg
Kulturchef
E: ueg@favrskov.dk
M: 2810 1369