Odder Kommune
I Odder er frivilligheden og foreningslivet kommunens DNA. Der er masser af ildsjæle og hjerteblod i det lokale kulturliv og mange muligheder for at få helt unikke oplevelser. Går du en tur i biografen, vil du blive budt velkommen af nogle af biografens mere end 100 frivillige. Er du mere til kunst eller måske teater, er det også de frivillige, der er de bærende kræfter i at give gode oplevelser.
Der er også mange kulturoplevelser i de større institutioner. På Odder Bibliotek er der jævnligt spændende arrangementer og foredrag for alle aldersgrupper. Odder Musikskole giver kommunens børn et musikalsk fundament, og resten af byen nyder godt af de mange musikalske oplevelser med skolens orkestre. Odder Museum inviterer ofte til at høre om egnens kulturhistorie – nogle gange fra en kajak og andre gange i museets egne smukke omgivelser. VitaPark var engang et sygehus, men er nu et kulturelt vækstcenter, blandt andet med koncerter i KulturKøkkenet, kunstneriske værksteder og kunstudstillinger.
Rundt i kommunens opland kan man møde de lokale kunsthåndværkere, der ofte åbner værkstedet, så man kan høre om deres arbejde. Man kan også møde kunstnerne på det årlige kunsthåndværkermarked. Eller tage på skulpturtur og opleve de mere end 40 udendørs kunstværker i både opland og byen.
Mød også de mange foreninger og kulturaktører, når de sammen står for Odder Gadefestival, der sætter byens rum i centrum, eller besøg Økologiens Have, der er nordens største økologiske besøgs- og demonstrationshave.
De helt store koncerter og foredrag kan man opleve i Spektrum Odder. I 2017 kom der et nyt sted for oplevelser – Remisen – togruten Oddergrisens gamle værksted, hvor afslutningen på Det Europæiske Kulturhovedstadsår i Odder blev holdt med forestillingen SAGN.
Tunø er noget helt for sig – og den årlige Tunø Festival bør man ikke gå glip af, hvis man er til musik og Festivalhygge.
Der er meget at opleve i Odder Kommune, så kig endelig forbi. Letbanen er på vej – direkte fra Aarhus til Odder. Og vi er klar til at tage imod.