Billede af Randers Regnskov

 

Her mødes Gudenåen og Randers Fjord, her hvor å bli’r til hav, hvor det ferske bli’r salt, ligger Randers.  Gå på opdagelse i vores by og opland. Mærk den helt særlige natur, som altid har præget os. Her ved Gudenåen og fjorden har vi gennem tiden trukket prammene, dyrket jorden, handlet, levet og dyrket utraditionelle ideer.
 
Derfor finder du her nytænkende udstillinger på vores museer. Bliv inspireret af Randers Kunstmuseums helt unikke samling af guldaldermalerier. Bliv betaget af samlingen af dansk kunst fra 1790 til i dag eller gå på opdagelse i de skiftende udstillinger. Vidste du, at kunstmuseet i Randers låner værker ud til både Louvre, Japan og London? I Randers kommune er der også mange gallerier og kunstatelierer. 

Vil du blive klogere på Randers og omegn gennem tiden, kan du nyde ”Livet ved fjorden” – Museum Østjyllands udstilling om mennesket gennem tiden ved Randers Fjord. Begge museer ligger i Randers Kulturhus, som også huser Randers Bibliotek, der byder på både tid til fordybelse, formidler viden og ofte inviterer til debat og dialog. 

Musik og Teater

Randers er også en by med et vibrerende musikmiljø og masser af spændende teaterforestillinger. Kom forbi Værket og oplev de store operaer, balletter, shows og forestillinger, eller kom og hør Randers Kammerorkester, der bliver vurderet som et af landets bedste kammerorkestre. På Turbinen har vi masser af turnékoncerter med alt det nye og spændende inden for rytmisk musik i de lækreste, nye omgivelser. Vi byder også indenfor på Randers EgnsTeater, landets største egnsteater, der er anerkendt for deres produktion af børne- og voksenteater, ligesom de præsenterer det bedste danske og internationale scenekunst i deres mange sale. På Memphis Mansion lever Elvis Presleys ånd i et hus, som udvendigt er en tro kopi af kongens Graceland. I Randers Regnskov kan du opleve tropiske dyr og planter, som lever under kuplerne.

Shopping 

Randers midtby består af et system af små brostenstoppede gader og gyder, hvor husene fra 16-1700-tallet huser moderne butikker og caféer. Hygge er nok det mest rammende ord for midtbyen, som også rummer landets ældste gågade ”Houmeden”. I den sydlige ende af byen finder du Randers Storcenter, der ikke uden grund kalder sig ”Danmarks hyggeligste indkøbscenter”.

Oplev naturen 

Danmarks eneste flod Gudenåen løber ud i sit delta midt i byen og bliver til Randers Fjord. I både flod og fjord har du gode muligheder for lystfiskeri og andre naturoplevelser. Er du klar til at køre videre ud i kommunen, kan du mod nord opleve Udbyhøj Lystbådehavn, som byder på en af landets mest børnevenlige strande med noget af Danmarks varmeste badevand. Tæt på ligger et stort fredet naturområde. Samtidig befinder du dig i Naturpark Randers Fjord, som med en række hotspots og tilbud om aktivitet i naturen, giver dig mulighed for at komme tæt på naturen og ikke mindst opleve et helt særligt fugleområde. Langs Gudenåen har du fine muligheder at tage ud på cykel- og vandreture.

Se en oversigt over kulturelle events i Randers her: www.detsker.dk

Kontakt Randers Kommunes kulturafdeling:

Helga Hjerrild
Kulturkonsulent
E: Helga.hjerrild@randers.dk 
M: 5156 2096

Skærmprint af videoen Hymne til Randers