Masterclass: Kultur for bæredygtig trivsel - skab grønnere kulturoplevelser, der flytter tanker, følelser og adfærd
Kom til masterclass med Simon Elsborg Nygaard og få inspiration til, hvordan du kan skabe bæredygtige og trivselsfremmende kulturoplevelser.
02.04.2024
Hvordan skaber man stærke, bæredygtige kulturoplevelser, som også kan bidrage til gæsternes trivsel og livskvalitet? ESG-afrapportering og bæredygtighed i både den grønne, sociale og økonomiske form fylder meget, også i kulturbranchen, og stiller helt nye krav til kulturinstitutioner. Men hvordan kommer man i gang, hvis man gerne vil bidrage til den bæredygtige omstilling af samfundet? Og hvordan bringer man bedst de kulturfaglige kompetencer i spil i denne sammenhæng?
Region Midtjylland og Midtjysk Kulturakademi inviterer til masterclass med Simon Elsborg Nygaard, ph.d. i bæredygtig trivsel, som arbejder med at hjælpe kulturaktører til at skabe mere bæredygtige og trivselsfremmende kulturoplevelser.
Få et skræddersyet forløb
Alle midtjyske kulturaktører, herunder dem, som deltager i vores masterclass, vil desuden have mulighed for at ansøge om et strategisk udviklingsforløb med Simon Elsborg Nygaard. Her arbejdes der med de to spor fra vores masterclass med udgangspunkt i de udvalgte aktørers egen virkelighed, udfordringer og ikke mindst muligheder. Der vil blive udvalgt to ansøgere til forløbet.
Hold øje med Midtjysk Kulturakademis digitale platform midtikulturen.dk for open call til forløbet. Her kan du også tilmelde dig vores nyhedsbrev, så du får nyheder fra akademiet direkte i din indbakke.
Mulighed for at deltage i følgegruppe
For ansøgere, der ikke får tildelt plads på de skræddersyede forløb og andre interesserede kulturaktører i Region Midtjylland, er der mulighed for at følge udviklingen af projektet og resultaterne af strategiforløbene som en del af en følgegruppe.
Følgegruppen vil blandt andet blive inviteret til en midtvejs-workshop og en afsluttende konference, hvor den nyeste viden vil blive delt og diskuteret.